Når udseendet gør forskellen

Når udseendet gør forskellen

Hjelmen. Racerkørerens vigtigste sikkerhedsudstyr, som skal sikre, at han eller hun kan overleve selv de uhyggeligste uheld på banerne. Der findes selvfølgelig en masse sikkerhedsudstyr i alle racerbiler, naturligvis lige med undtagelse af gokarterne som lidt er i en klasse for sig selv på det punkt. Hjelmen er ikke desto mindre et vigtigt redskab når man, som kører, skal passe på sit liv og førlighed. 

Folk begyndte at henvende sig og spørge om jeg også kunne hjælpe med at designe deres hjelme og så er det bare lidt eskaleret derfra.

Men sikkerhed er ikke det eneste hjelmen kan bidrage med. Den er også identitetsskabende og bruges ofte som et statussymbol blandt racerkørere. En hvid hjelm er med andre ord ikke lige så meget ‘dig’. Desuden påkalder den sig slet samme grad af respekt, som hvis du har brugt mange tusinde kroner på at få en maler til at farvelægge den i lige præcis de farver du ønsker skal repræsentere dig og dit race. Den beskytter altså hverken værre eller bedre, men den viser hvem du er, og det tæller også for noget.
Én der har gjort en fin karriere ud af at sætte sig ind i racerkørernes designønsker er 27-årige Nicolaj Jacobsen fra Århus. Han startede selv med at køre gokart som yngre og har derudover kørt en enkelt sæson i Formel Ford og testet Formel Renault 2.0.
En hang til at udfolde sig kreativt trak dog også i Nicolaj, som begyndte eventyret med at designe hjelme til sig selv. “Tilbage i 2009 begyndte jeg at prøve at designe mine egne hjelme og jeg lavede desuden nogle efterligninger af et par Formel 1 hjelme som jeg lagde online. Folk begyndte derefter at henvende sig og spørge om jeg også kunne hjælpe med at designe deres hjelme og så er det bare lidt eskaleret derfra,” fortæller Nicolaj.

Foto: nj-design.dk

Mange nye virksomhedsejere kæmper en brav kamp for at få forretningen til at vokse blot en smule. Men Nicolaj har oplevet en konsekvent og konstant tilgang af kunder som har været interesseret i hans arbejde, hvilket har medført en hel del prisjusteringer siden den spæde opstart i 2009. “Jeg har nok startet med at lave et par stykker gratis og så tænkt at hvis nu jeg starter med at tage bare 100 kr så får jeg da lidt ud af det og nu er jeg oppe på 2250 kr for et hjelmdesign. Kvaliteten er så også blevet bedre og jeg hjælper nu også med processen i forhold til, at de bliver malet ved hjælp af partnere jeg har forskellige steder,” siger Nicolaj.
Mange selvstændige erhvervsdrivende fokuserer benhårdt på marketing og på at skaffe den næste kunde til butikken, men Nicolaj har haft en lidt anden og mere afslappet holdning til sin forretning og det har tydeligvis givet pote på den lange bane.
“Efterspørgslen har gjort, at jeg tænkte, at der måtte være et marked for det. Jeg har aldrig været opsøgende efter kunder og jeg har egentlig bare kørt det som et sideprojekt ved siden af studiet og nu ved siden af mit fuldtidsarbejde. Jeg tager også bare de kunder der kommer. Om der har været tre på et år eller om der har været 20, det har ikke betydet så meget for mig – selvfølgelig jo mere der er at lave jo sjovere og flere designs af mine egne kan jeg spotte rundt på banerne, som jeg synes er sjovt.”

Al begyndelse er svær og det at lære nyt kan føre frustrationer og udfordringer med sig. I Nicolajs tilfælde har udfordringen ligget i, at han ikke, som mange andre i hans felt, er uddannet grafiker og har fået kompetencerne serveret på skolebænken. Han fortæller: “Det sværeste har været at skulle lære alting fra bunden, i og med at jeg er autodidakt indenfor grafisk design. Jeg er rigtig tilfreds med sådan som det er i dag, men det har taget nogle år at bygge op og det har klart været den største udfordring.”
Selvom Nicolaj ikke er grafiker af uddannelse, så har han alligevel kompetencer der støtter op omkring det, som lige nu er en fritidsinteresse, der også er blevet til en forretning. “Jeg er uddannet markedsføringsøkonom med specialisering inden for iværksætteri med en professionsbachelor i salg og marketing som overbygning. Så man kan godt sige, at det ligger lidt til højrebenet at drive mit eget og udvikle forretningen.”

Foto: nj-design.dk

Nicolaj fortæller, hvordan hjelmens design betyder utroligt meget for racerkørerne og at det starter helt fra de unge drenge og piger kører gokart: “Designet betyder virkelig meget. Da jeg selv kom ind i sporten i 2004 havde alle dem oppe forrest i feltet malet deres hjelme. Så allerede dér, var der en trend med, at det havde man bare i gokart og så alle klasser op derfra i formel havde det også. Det er lidt som om, at det er et signal man sender. Hvis man er seriøs i sporten, så har man også malet sin hjelm. Der ligger også noget respekt i den malede hjelm, for hvis man kommer til et internationalt mesterskab med en hvid hjelm, så har jeg hørt, at man godt kan regne med at blive sat af i første sving.”
I forhold til forretningens fremtid er der ikke noget der tyder på at behovet for malede hjelme er faldende. Det er stadig populært at sætte sit eget præg på den fabrikshvide hjelm, men Nicolaj er også ude at lede efter andre græsgange at føje til sin virksomhed. “Der er efterhånden opstået et behov for, at jeg også kunne hjælpe med salg af hjelme. Så jeg har tænkt, at hvis folk har brug for, at jeg hjælper dem med det, så hvorfor ikke. Nu har jeg også købt et agentur der hedder Freem, som er kvalitetskøretøj og udstyr inden for motorsport og med den tilføjelse kan jeg godt kalde mig totalleverandør inden for beklædning til motorsport.”
Nicolaj er bevidst om sine begrænsninger og ved at træerne ikke vokser ind i himlen, men ser uden tvivl sine muligheder i øjnene. “Det er ikke fordi det er en millionforretning lige nu, men det er noget jeg hygger mig med og det kunne være fedt hvis jeg kunne leve af det en dag. Det er jeg slet ikke afvisende overfor, men det vigtigste for mig er, at jeg kan fortsætte med det jeg godt kan lide.”

For at se flere af Nicolajs flotte designs, kan hans hjemmeside besøges her: www.nj-design.dk

Tekst: Emma Steensen
Foto: nj-design.dk