Store drømme starter for de fleste unge drenge i gokarten. Når det store skift skal tages og den lille fikse gokart skal byttes ud med en stor og tung racerbil, lader det ofte til at det er den helt store beslutning i den kommende racerkørers karriere. Valget falder tit og ofte på klasser som Formel 5 eller Formel 4, men nogle gange ser en ung racerkører sig selv stå med endnu en stor beslutning, ganske få år senere. 

Jeg kører med for at komme til at ligge i toppen og satser helt sikkert på rookie mesterskabet, men også meget mere.

Jonas Lindhard Nielsen er bare 19 år, men har allerede haft succes i både gokart og i de danske Formel-klasser. Desuden er han en af dem, som har sadlet helt om til sæsonen 2020. Startende i gokart og derefter videre til Formel Ford og Formel 5 og senere over i Formel 4 – det må siges, at Jonas har taget den snorlige vej indtil nu. Alligevel skulle der ske noget andet og Jonas har kastet sig over nye udfordringer i Danmarks nyeste racerklasse, TCR Denmark.
Selvom det slet ikke var meningen, at Jonas Lindhard Nielsen skulle have kørt denne sæson, lykkedes det alligevel at få en debut i den nye klasse i stand. Da TCR er sat stort op og med mange dygtige og erfarne kørere, skulle man tro, at Jonas er kommet ud på dybt vand. Det er dog ikke noget der fylder særlig meget hos Formel-talentet og Jonas fortæller hvordan han vil gøre sit for at give de andre kamp til stregen: “Jeg er her ikke bare for at ligge og træne. Jeg kører med for at komme til at ligge i toppen og satser helt sikkert på rookie mesterskabet, men også meget mere.” 

Foto: Jokum Tord Larsen

Selvom der er mange veje at gå i motorsport, virkede skiftet til TCR som et naturligt valgt for den unge debutant. “Der var mange ting oppe at vende i forhold til hvad jeg skulle ende med at køre og faktisk var der slet ikke meningen at jeg skulle have kørt i år. Men jeg synes, at TCR lød fedt og der er lagt op til rigtig meget med TV-dækning og så videre. Det er nok den klasse jeg føler er mest mig lige nu”, fortæller Jonas.
Det bliver selvfølgelig en udfordring at skulle møde så mange dygtige chauffører på banen, men det bliver lige så meget en udfordring at passe på bilen når starten går i et tætpakket felt. “Man skal vænne sig til at presse den, så den hverken ender i sandet eller autoværnet”, lyder det fra Jonas, der på trods af at have en god portion vindervilje, også gerne vil have en hel bil med hjem.

Det er vist ingen hemmelighed, at hvis Formel-ambitionerne skal følges til dørs, så hedder det Formel 1 når målet er nået. Men selv hvis man skulle ønske at rykke bare et enkelt trin op ad stigen efter det danske Formel 4, er der tale om rigtig store pengebeløb der skal på bordet. En erkendelse som også fyldte hos Jonas Lindhard Nielsen under hans overvejelser omkring sin fremtid i motorsport. “Det er jo rigtig store mange-cifrede millionbeløb der er tale om hvis man vil videre i Formel. Det er bare at se på hvad andre, som er kommet videre den vej, har brugt på det”, siger Jonas.

Foto: Jokum Tord Larsen

Der er mange spørgsmål som melder sig på banen når man foretager et stort skift i motorsportsklasser og ét af de vigtigste er hvorvidt og hvor hurtigt man vænner sig til den nye bils køreegenskaber. For det er én ting at have kørt baghjulstræk hele sin karriere og så pludselig skulle over i en forhjulstrækker, som oven i købet ikke er med sekventiel gearkasse. 

Jonas drager dog en række overraskende paralleller og det lader til at erfaringen fra gokart kommer ham til gode i håndteringen af den noget større TCR-racer. 

“Det lyder mærkeligt, men jeg synes faktisk der er nogle ligheder mellem den måde en gokart ligger på banen og hvordan man kan mærke, at TCR-bilen bider i asfalten i svingene. Jeg synes det er overraskende hvor meget man kan mærke, i forhold til en en Formel 4 som virker meget stor og død til sammenligning”, mener Jonas.  

Foto: Jokum Tord Larsen

En anden ting er gearkassen som adskiller sig fra Formel 4’eren ved ikke at være sekventiel, men derimod af typen DSG. “Det kræver rigtig meget overblik, for jeg skal kunne forudse hvornår jeg skal bruge et nyt gear, jeg kan ikke bare skifte når det føles rigtigt, for så kommer det for sent. Det er som om jeg skal bestille gearskiftet på forhånd.”

Jonas Lindhardt Nielsen ser ud til at have fundet en hylde, der giver god mening for ham fremadrettet, når nu Formel-karrieren skulle lægges om. Kampen om rookiemesterskabet venter forude og om den unge racerkører kan leve op til sine egne tårnhøje forventninger, må tiden vise. Det lader i hvert fald til at den hvide Golf med de skinnende detaljer i skrigende pink, er kommet for at blive. 

Tekst: Emma Steensen
Foto: Jokum Tord Larsen

Comments are closed.