Da Majbritt Linnemann kastede sig over rallycross flere år tilbage, husker hun at kritikere og skeptikere mente, at racing vist ikke ligefrem lå i hendes blod, på trods af storebror Ulrik Linnemanns flotte præstationer på de internationale rallycrossbaner. Det ligger formentlig heller ikke i blodet. Succes ligger derimod i hårdt arbejde og en ukuelig vilje som både Majbritt og Ulrik Linnemann har bevist at de begge besidder.

I starten da jeg begyndte at køre, var det helt sikker svært at skulle gå i Ulriks fodspor. Jeg var helt ny og han var en af de bedste rallycrosskørere i Europa.

Søskendeforhold kan indimellem være stormfulde, men i Linnemann-familien er støtte og opbakning kun et par af nøgleordene. Der er ikke langt imellem, at Majbritt er søster og bedste veninde fortæller Ulrik, som sætter stor pris på forholdet til sin lillesøster: “Vi er tætte søskende og er gode til at hjælpe hinanden med alting og snakke om alting. Hun er jo både min søster, men samtidig en af mine bedste veninder, fordi jeg kan snakke med hende om alt.”
Selve indstillingen de to har til racet og motorsporten nævner Ulrik er ret forskellig, men alligevel er Majbritt god til at tage tingene seriøst og Majbritt fortæller, at hun har været vant til at Ulrik ikke giver ved dørene. “Han er jo en hård coach, men jeg var slet ikke kommet så langt og havde udviklet mig så meget, hvis det ikke havde været for ham. Han ved lige præcis hvordan alt skal gøres, det var især svært i starten hvor jeg skulle lære alting, men jeg har altid stolet blindt på alle råd han har givet mig,” siger Majbritt.

Foto: Jokum Tord Larsen

Det er vigtigt at have en stærk psyke og ikke lade sig påvirke for meget af hvad andre mener. Det er en svær kunst at mestre, men ved hjælp af benhårdt arbejde er Majbritt ved at frigøre sig fra fordomme, som både handler om at være kvinde i motorsportens mandsdominerede verden, men også om at skulle fylde nogle store sko efter Ulrik. 
“I starten da jeg begyndte at køre, var det helt sikker svært at skulle gå i Ulriks fodspor. Jeg var helt ny og han var en af de bedste rallycrosskørere i Europa. Til mit første løb husker jeg, at der var én der stod og sagde, at det vist ikke lå i blodet det dér,” siger Majbritt der nu, mange år senere, sagtens kan grine af det hele. 
Efterhånden som årene er gået fylder det aspekt mindre og mindre for Majbritt. Nu handler udfordringerne i højere grad om det med at være kvinde i motorsport. Det er ikke alle mænd der tåler lige godt at blive slået af en pige. “Der er nogle der er lidt grovere fordi de mener, at det ikke kan passe, at jeg kan komme der og køre fra dem. Det er også kommet i takt med, at jeg er blevet bedre og bedre. Jeg skal ligesom lige slå fast at jeg faktisk hører til i toppen. Jeg har også oplevet fuldstændig sindssyge forsøg på overhalinger, hvor det simpelthen kun kan have været fordi, det gjorde ondt at blive slået af en pige,” fortæller Majbritt smilende.

Foto: Jokum Tord Larsen

Ulrik Linnemann, som netop har været nødt til at trække sig fra Europamesterskabet i Rallycross, nævner at han har en meget professionel indstilling til tingene. “Det giver indimellem nogle udfordringer, fordi vi kan have forskellige meninger, men hun er god til at prøve det jeg siger af. Nogle gange kan det være en lille smule irriterende, at det giver så meget ekstra opmærksomhed, at hun er min søster. Det lægger mere pres på hende og jeg kunne godt have ønsket mig, at der ikke var så mange der havde forventninger til hende.”
Ulrik fortsætter og fortæller om sit eget udgangspunkt og hvordan det er forskelligt fra sin søsters. Motorsport er langt hen ad vejen psykisk krævende og man behøver en mental robusthed for at præstere på et topniveau. Forskellen på de to søskendes mentale tilstand forklarer Ulrik meget præcist: “Majbritt er mange gange meget hård ved sig selv. Jeg selv er ofte fuldstændig modsat. Jeg kan godt få Majbritt til at sige til sig selv “jeg kan godt”, hvor hun måske ikke selv tror helt på det. Hvorimod at hvis folk siger til mig, at jeg fx går ud og vinder det hele, så siger jeg bare “lad os nu se”, men til gengæld stoler jeg 100% på mig selv.”

Foto: Jokum Tord Larsen

Det er måske svært for mange, som ikke selv har oplevet det, at sætte sig ind i hvor vigtigt et godt søskendeforhold kan være og hvor meget den ubetingede opbakning og kærlighed betyder. Majbritt siger, at det ofte er vanskeligt for hendes veninder at forstå den specielle relation hun har til sin bror: “Mine veninder kunne slet ikke forestille sig at have så tæt et forhold som Ulrik og jeg har til hinanden. Del er det nok kommet af, at vi mistede vores bror for mange år siden og dels er det kommet af de mange timer vi bruger i værkstedet sammen.”
Motorsport er for mange et familieforetagende og med endnu en kvindelig begyndende racerkører på vej, så er det nok at se til når familien Linnemann er ude og køre race. Ulriks datter Victoria er netop begyndt i crosskart, men Ulrik erkender også at der nok skal flere hænder til i fremtiden hvis det hele skal hænge sammen med tre kørere i teamet: “Det er nok mest uden for banen at jeg kan stresse lidt. Jeg skal jo sørge godt for Majbritt, som ikke skal lide last under, at jeg også skal køre. Men sidste gang vi var ude, var det lidt rigeligt fordi min datter Victoria skulle køre crosskart for første gang. Heldigvis er jeg heldig, at der er mange som gerne vil hjælpe og jeg har dygtige folk omkring mig.”

Foto: Jokum Tord Larsen

“Man har mange venner der kommer og går, men Ulrik har jeg haft altid og vi kender og forstår hinanden på en helt anden måde.” Ordene fra Majbritt runder vores samtale af og slår fast, at det hun og Ulrik har sammen som søskende, som venner og som kolleger på racerbanen, ikke kan sammenlignes med ret meget andet. Det er et forhold som er bemærkelsesværdigt og noget som er værd at se op til. Alle dem som, i Majbritts tidlige motorsportskarriere, var hurtige til at antage at race ikke lå i blodet på hende, havde måske ret. Men det betyder ikke at hårdt arbejde og dedikation ikke kan føre til noget stort. Desuden betyder negative ord fra kritikerne ikke nær så meget, når støtten står klar inde i teltet med opmuntrende ord, gode råd og umiskendelig kærlighed. 

Foto: Jokum Tord Larsen

Tekst: Emma Steensen
Foto: Jokum Tord Larsen

Comments are closed.